Ændringer og forbedringer skal godkendes før du kan sætte det i gang. Du skal derfor altid ansøge skriftligt, når du ønsker at foretage ændringer eller forbedringer i eller udenfor lejemålet.
Råderet er beboernes ret til at ændre og forbedre deres bolig - med betydelig frihed til at bestemme over egen bolig og dermed flere muligheder for at præge den alt efter egne ønsker og behov. Det er beboeren selv, der skal sørge for, at arbejdet bliver udført og finansieret, men vi er behjælpelige i forhold til det forberedende arbejde.
Når det gælder arbejde, der udføres inde i boligen, skelnes der mellem forbedringer og forandringer, det kan du læse mere om her.
For alle ændringer og forbedringer gælder, at de skal være rimelige og hensigtsmæssige. De må ikke ændre boligen, så den mister sin karakter af almen bolig.
Forbedringer, der foretages i køkken, bad, entré og værelser, betyder i reglen, at boligen stiger i værdi. Derfor giver det beboeren ret til godtgørelse, hvis han eller hun flytter inden arbejdet er afskrevet.
Forandringer, der ikke forbedrer boligens værdi, giver ikke ret til godtgørelse ved fraflytning.